Inden for halvledere, optoelektronik og ny energi er de iboende fysiske egenskaber af et substratmateriale ofte utilstrækkelige til at opfylde stadigt strengere ydeevnekrav til enheder. Essensen af tyndfilmsteknologi ligger i anvendelsen af et ultratyndt aflejret lag, der spænder fra nogle få nanometer til flere mikrometer i tykkelse, der ændrer de optiske, elektriske og beskyttende egenskaber af et materiales overflade uden at kompromittere den underliggende substratstruktur.
Fra de isolerende film og metalliske forbindelser, der bruges til signalisolering og ledning i mikrochips, til antireflekterende belægninger på præcisionslinser og nanobeskyttende lag på batterielektroder, har tynde film udviklet sig langt ud over simple "beskyttende belægninger." Enhver mikroskopisk fejl - hvad enten det er i krystalgitterets arrangement, krystallinsk kvalitet, overfladeplanhed eller indre spænding - påvirker direkte udbyttet og driftslevetiden for den endelige enhed.
Som følge heraf bevæger udviklingen af tyndfilmsteknologi sig væk fra den traditionelle trial-and-error-tilgang, der udelukkende er baseret på empiriske erfaringer. At opnå den rette balance mellem indbyrdes afhængige parametre - såsom filmdensitet, adhæsion og intern spænding - inden for et ekstremt snævert vækstvindue er fortsat kerneudfordringen i alle avancerede tyndfilmsprocesser.

